Pierre Callot

Champagne Pierre Callot, ligger i byen Avize, i chardonnayhøjlandet Côte des Blancs. Avize er en af de 17 byer i champagneområdet, som har marker omkring sig der er kvalificeret Grand Cru. Champagne Pierre Callot drives i dag af sønnen, Thierry Callot, der besidder 5 hektar vinmarker. De 3 hektar går til blandt andet Bollinger og Veuve Clicquot, som er nogle af de store huse i området, og de 2 hektar går til hans egen champagneproduktion. Største delen af hans marker er Grand Cru, men han har også marker som er kvalificeret Premier Cru. Huset er et Vignerons Indépendants. Det betyder han fremstiller Champagne af egne druer fra egne marker, hvilket giver ham producent betegnelsen Récoltant Manipulant (RM).

Thierry er en anerkendt vinbonde. Han har været med til at videreudvikle Taittingers, Comtes de Champagne, Blanc de Blancs, som er en af de fineste, men også dyreste champagner, Taittinger producerer.

Thierry producerer kun Blanc de Blancs, og det skyldes til dels traditionen, men også fordi Chardonnay er den drue, som har de bedste betingelser i området. Druen er meget modtagelig for det kalkede underlag og det nordfranske klima. De store mængder af kalk i undergrunden bidrager til den unikke syre og særegne mineralitet, der er i Thierrys champagner. Duften i hans Blanc de Blancs kan være tilknappet og svag blomsteragtig. Smagen har en let citrustone og grønne æbler, med en påtrængende skarp og elegant syre. Det er vidunderlige Blanc de Blancs vine, Thierry tryller frem.

God fornøjelse!